Villa Kultur er stolte af at præsentere udstillingen 'Han troede alting ragede ham', skabt og kurateret af Anna Juul og Josephine Baltzersen. Udstillingen er en del af 360º-programmet.
Han troede alting ragede ham omdanner Villa Kultur til en fiktiv kirkegård, hvor gravstenen træder frem som både litterært og visuelt medie. Udstillingen tager afsæt i fiktive nekrologer og korte sætninger, der med få ord indkredser et helt liv, og udfolder dem i en samlet installation af relieffer og tekst.
I kælderen ligger et to meter langt, kisteformet relief direkte på gulvet, belyst som udstillingens centrale monument. I haven står en gravsten med inskriptionen “Han troede alting ragede ham”, mens et afsides hjørne rummer blanke plader og én enkelt sætning. Orangeriet er omdannet til et familiegravsted.
Værkerne danner tilsammen en fiktiv kirkegård, hvor eftermælet ikke fremstår som en sentimental afrunding, men som en sproglig og kulturel konstruktion. Hvem formulerer den sidste sætning om et menneske? Mindekultur, nekrologer og kollektive fortællinger former vores forståelse af et liv. Gravstenen træder frem som et offentligt udsagn, der kan ære, forenkle eller fordreje.
Udstillingen inviterer beskueren til at bevæge sig gennem installationen med refleksion over eftermæle, ansvar og den sidste sætning, vi efterlader. Som en del af udstillingen vil Anna Juul to gange læse nekrologer op, hvor karakterernes liv foldes ud.
Udstillingen er støttet af Københavns Kommune, Statens Kunstfond og Beckett Fonden
Program
Fredag d. 10 april kl. 16.00-20.00 (oplæsning kl. 17.00)
Lørdag d. 11 april kl. kl. 12.00-17.00 (oplæsning kl. 14.00)
Søndag d. 12 april kl. 12.00-16.00 (oplæsning kl. 14.00)
360º: Han troede alting ragede ham
En udstilling af Anna Juul og Josephine Baltzersen
10.–12. april 2026
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Fri entre