Back to All Events

benspænd: Lihme + Alpas Ave

Lihme

Man fornemmer straks en organisk dybde i Lihmes elektroniske indie-pop. Den Aarhus-baserede sangerinde og lyddesigner forener håndspillede instrumenter, luftig falset og digital produktion i en formfuldendt helhed, som er lige så forankret i neonoplyst asfalt som i mørkegrøn skovbund. Det er således kun naturligt, at Lihme til sine koncerter har udviklet sin helt egen sandthesizer - en hjemmebygget synthesizer, der betjenes via en oplyst sandkasse i stedet for et klaviatur.

Denne aften optræder Lihme med sangene fra sit kommende debutalbum ‘Solid / Soft’ i intime klaverversioner skabt i samarbejde med pianist Louise Schrøder.  

Alpas Ave

Alpas Ave er som en tordenstorm i slow motion: på én gang ildevarslende og vildt besættende. Kolossal dronebas og knusende beats danner et dramatisk bagtæppe for en æterisk, udsvævende vokal, der sender tankerne i retning af genrepionerer som Grimes og FKA twigs. Helt fortjent har duoen, som tæller Marianne Ernst Dam og Martin Pilgaard Grishauge, vakt beundring hos bl.a. Soundvenue og GAFFA, hvoraf sidstnævnte sendte fem stjerner efter debut-EP’en ‘Black Mirror’.

Til denne koncert fremfører Alpas Ave deres ulmende dark-pop i semi-akustiske versioner - herunder nye sange fra det kommende debutalbum ‘The Woman In Ashes’.

‘benspænd’ er Villa Kulturs koncertprogram for ny dansk musik. Med koncerterne ønsker vi at hylde den kreativitet og alsidighed, som musikkens vækstlag gemmer på. Ved at udstyre alle artister med et kunstnerisk benspænd for deres optræden er det vores ambition at udvikle en nyskabende platform for musikkens talenter - og samtidig gøde jorden for nye og alternative lytteoplevelser.

benspænd: Lihme + Alpas Ave
Torsdag 16/11-23 kl. 20.00 (dørene åbner kl. 19.30)
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: 80 kr.

‘benspænd’ er muliggjort med støtte fra Københavns Kommune og Statens Kunstfond.

Previous
Previous
November 6

DAM: Mental sundhed i musikbranchen

Next
Next
November 17

fyraften x Kulturdistriktet