Ord for Omstilling: Forfatteraften med Anders Holst Bodin
Anders Holst Bodin (f. 1988) er forfatter, stifter af Klimaakademiet og ph.d. i bæredygtig energiteknologi. Anders udkom i 2019 med Klimakrisens rødder og har desuden bidraget til Væredygtighed – indersiden af bæredygtighed(2021) og Regenerative perspektiver på ledelse (2024). Som forfatter er han drevet af et ønske om at skabe overblik og mening i naturkrisernes tidsalder, der let kan opleves som overvældende kompleks og håbløs. Han har modtaget flere legater, heriblandt et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
Som ung studerede han klassisk klarinet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og var i mesterlære hos musikeren og forfatteren Peter Bastian. Mødet mellem musikken og kulturens verden og klimakrisens etiske og naturvidenskabelige udfordringer har været et centralt tema i hans virke.
Anders er medarrangør af Ord for Omstilling og vil denne aften reflektere over, hvad der er sket i debatten om kultur og klima siden udgivelsen af hans første bog i 2019. Med dette udgangspunkt vil han give et overblik over, hvad vi har lært af de fem forfattere, der tidligere har gæstet litteraturserien – og invitere publikum til debat om nogle af de dilemmaer og paradokser, som er opstået undervejs i Ord for Omstilling.
Om Ord for Omstilling
Aftenen med Anders Holst Bodin er del af samtalerækken Ord for Omstilling, arrangeret af Klimaakademiet og Villa Kultur. Serien startede op i 2025 med forfatterne Nicolaj Schultz, Mathilde Walter Clark og Peder Frederik Jensen – og fortsætter nu i 2026 med støtte fra Statens Kunstfond.
Ord for Omstilling tager udgangspunkt i en dyb overbevisning: Hvis vi for alvor skal løse klima- og naturkriserne, kræver det grundlæggende samfundsforandringer. Her spiller kunsten og litteraturen en afgørende rolle: De kan give os nye sprog og billeder for de fællesskaber og livsformer, vi ønsker at skabe – og dermed styrke vores evne til at forestille os og virkeliggøre andre måder at leve på.
Derfor inviterer vi i denne samtalerække markante forfattere og tænkere, der på hver deres måde kaster lys over forholdet mellem natur, menneske og samfund:
Charlotte Weitze (29. januar): Om kunst og klimapraktik
Rune Engelbrecht (16. februar): Om animisme – fra klippekunst til klimakrise
Anders Holst Bodin (3. marts): Om klimakrisens rødder – og hvad vi har lært af Ord for Omstilling
Ord for Omstilling: Forfatteraften med Anders Holst Bodin
Tirsdag 03/03-26 kl. 17.00 - 19:00
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: 110 kr. (190 kr. for alle tre aftener i serien)