Giv gamle materialer nyt liv med farver, figurer og fantasifuld streg!
I denne legende og inspirerende workshop inviterer vi dig til at fordybe dig i den kreative proces med Posca-tuscher og genbrugsmaterialer som pap, træstykker, bogsider, låg, glas og andre finurlige fund. Det handler ikke om at være “god til at tegne”, men om at slippe kreativiteten løs – og opdage, hvor meget sjovt og smukt der kan opstå med en simpel tusch og en god idé.Under kyndig vejledning af billedkunstner Kicki Vibe arbejder vi med cartoon-lignende figurer, mønstre, streger og skæve idéer, der folder sig ud på brugte materialer, du måske normalt ville smide ud.
Vi starter med skitser og eksperimenter på papir, inden du kaster dig ud i at tegne og male direkte på genbrugsting. Materialer stilles til rådighed, men du er også velkommen til at medbringe egne fund – alt fra papkasser og bøger til en gammel sko, en lille krukke eller noget andet du finder derhjemme.
Du får:
Masser af farverige Posca-tuscher til at slå dig løs med
En varieret bunke genbrugsmaterialer at arbejde på
Inspiration og teknikker til figurer, mønstre og farveeksperimenter
En sjov og uformel ramme, hvor alt kan lade sig gøre
HAVEN er Villa Kulturs sommerprogram for grøn kreativitet. I vores vilde have på Krausesvej inviterer vi børn og voksne til workshops, fællesspisning, koncerter og talks, der kredser om bæredygtighed og biodiversitet. Mellem efeu og blomsterbede afsøger vi nye stier for kreativ udfoldelse – og går på opdagelse i den bynære natur.
HAVEN er skabt i samarbejde med Nordea-fonden og er muliggjort med støtte fra Københavns Kommune.
HAVEN: Posca & Papkasser [workshop]
Torsdag 9/10-25 kl. 16.00 - 19.00
Villa Kultur, Krausesvej 3, 2100 København Ø
Pris: 75 DKK
Målgruppe: Workshoppen er for voksne. Slip kreativiteten løs, og leg med farver, former og materialer – det er ikke slut bare fordi man er voksen.